torsdag den 8. april 2010

Los Angeles






Tur til Disneyland

Så blev det onsdag og vi skulle til Disneyland, denne dag har Christopher ventet på længe. Vi kører fra hotellet kl. 08.30 og håber vi ikke kommer til at køre i kø, men trafikken er fin og vi ankommer til parkeringsanlæget ved Disneyland omkring kl. 09.30, det tager noget tid at få parkeret bilen. Der er mange der skal ind og parkeringsanlæget er helt enormt stort.

Derefter går vi ned mod indgangen, de fleste bliver kørt til parken af et tog, men vi er vel ikke så dovne som amerikanerne og kan vel gå, der er nu heller ikke så langt, under en km.

Nu skal vi så beslutte os for hvilken park vi vil ind i, skal det være Disneyland eller Disney adventure park? vi tager Disneyland da vi regner med det er den der er bedst for Christopher, han er trods alt ikke helt vild med de vilde ruchebaner og de alt for høje lyde. Om vi valgte rigtigt vides ikke.

Parken er enormt stor med mange forskellige temaer, der er enorme køer ved forlystelserne, der hvor vi ventede kortest tid, stod vi i kø en halv time og der hvor vi ventede længest måtte vi stå over en time. Vi valgte bevist dem fra hvor der stod at ventetiden var over to timer. Man kan trække nogle fastpas, hvor man trækker en billet og får et tidspunkt hvor man skal komme tilbage til forlystelsen, for derefter at springe køen over, men vi fandt ikke ud af hvor man gjorde det.

Vi havde begået den fejl at glemme at tage vand med ind i parken, så vi måtte købe både mad og drikkevarer derinde, det er bestemt ikke billigt.

Ellers er der helt enormt mange forretninger med tøj og disney merchandise, priserne er enormt høje, og da vi havde været i en Disney outlet store i Las Vegas, kunne vi godt lade være at købe noget i parken. Vi havde fået dækket vores behov for disney bluser.

Kl. 19 var der en stor parade med alle disneyfigurerne og en masse dansere. Showet blev kaldt celebrate Mickey pga. hans 75 års fødselsdag. Det var et flot show og vi er glade for at vi stillede os op og så det.

Derefter var vi sultne og trætte i vores fødder. Vi ville finde noget aftensmad i parken, men det viste sig at der på alle restauranter blev serveret det samme som vi spiste til frokost og her var der kun 4-5 forskellige retter at vælge imellem, maden var ikke specielt god og ikke så spændende. Så vi besluttede os for at kører hjem og så besøge en Burger King på vejen. Det var også fint nok og vi fik mad alle tre for 13 dollars(under 80 kr), ja det er ikke så underligt at amerikanerne er tykke.

Det har været en god dag, men hold da op hvor var der mange i parken, ville nødigt komme i weekenden eller i ferierne. Der er rent og pænt i parken, men vi kunne nu ligeså godt have besøgt en forlystelsespark i Danmark, forskellen er ikke så stor, men er man i USA skal Disneyland ses.
Vejret har idag været dejligt varmt, omkring 26 grader og solskin.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar